11. mar. 2009

Slut med østbureaukratiet

Perioden med overgangsbestemmelser på arbejdsmarkedet for borgere fra de nye EU-østlande er nu overstået skriver DR.

Fra nu af er der altså slet ingen begrænsninger, hvis du vil arbejde i Danmark og kommer fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Rumænien  eller Bulgarien.

Eneste parti som har modsat sig dette er Dansk Folkeparti.

Læs mere her: Østarbejdere får fri indrejse (DR Nyheder 11-03-2009)

1. mar. 2009

Endnu et positivt pip om flexicurity-modellen

DI, arbejdsgiver-
organisationen som ikke længere hedder Dansk Industri, priser i denne nyhed fra deres netsted: Det danske arbejdsmarked modstandsdygtig over for krisen, den danske flexicuritymodel, hvor arbejdsgivere, forudsat at der er en økonomisk høj social sikkerhed, kan hyre og fyre ansatte med meget frie hænder i forhold til andre lande. 

Jeg mener, at DI har ret i deres antagelser, men ikke at dette fomidles som en nyhed af organisationen.

Ros til flexicurity-modellen er måske den hyppigste ordlyd fra både arbejdsgiverorganisationer, fagforbund og politikere. Med EU's arbejdsmarkedsreformer er der dog de sidste par år kommet en del furore fra fagbevægelsen, som mener at der bliver nedjusteret lige lovligt kraftigt på ansattes rettigheder. F.eks. har strejkeretten lidt en række nederlag.

DI's indlæg er vel et pressetrategisk forsøg på at producere en lille nyhed eller to i dagspressen, som giver deres holdning til flexicurity til kende. Jeg tror da nok, at der skal være en journalist eller to, som opfatter dette som en nyhed. 

Men jeg mener at journalister skal gå lidt mere til benet, hvis de blot videreformidler lidt banale pointer som denne. Hverken fagbevægelsen, arbejdsgiverorganisationerne eller nogen politiker skal have lov at støtte op om et begreb, som de kun delvist går ind for. 

Det er eftehånden blevet en selvfølge, at parterne i den danske trepartsmodel støtter op om flexicurity. Hver part har dog tendens til at glemme de dele af begrebet, som ikke stemmer overens med deres medlemmers interesser. Derfor bliver flexicurity ofte et udvandet begreb, mener jeg.

7. nov. 2008

Polakker er #1

Jeg ved godt, at den arbejdsrelaterede mobilitet på tværs af grænsen er blevet højere med EU's deregulering. Det virker som om, at der er kommet markant flere østarbejdere de sidste ti år.

Dog spærrede jeg øjnene op, da jeg så disse tal på det højreorienterede nyhedssite 180Grader.dk - de viser at polakker markant er den største indvandrende befolkningsgruppe i statistikken (som kommer fra Danmarks Statistik).

Artiklen fra 180grader.dk påstår også, at den overordnede indvandring til DK i øjeblikket er rekordhøj, hvilket jeg heller ikke havde set komme i disse restriktive tider. Det gør åbenbart den hele forskel, om man er EU-borger eller ej, hjertekarlæge eller ej, før man kan få lov at få opholdstilladelse.

5. nov. 2008

Blokadevagt eller ballademager?

De dukker oftere og oftere op i medierne, synes jeg - Uenigheder på en enkelt arbejdsplads som ender som "sager", hvor faglige blokader bliver anvendt som et mere eller mindre fair værktøj. 

Det er denne artikel fra det venstreorienterede nyhedssite Modkraft.dk (som i øvrigt har en meget aktiv arbejdsmarkedssektion) fortæller om et nyt svensk tilfælde, hvor 26 blokadevagter sigtes for chikane. Det bliver spændende at se hvordan retssagen falder ud, og om den danner noget grundlag for præsedens. 

I Skandinavien har vi jo tradition for konflikt, dog officielt kun ved overenskomstforhandlingerne hver fjerde år. Det virker nu som om at mange af de nylige uenigheder kan spores tilbage til EU's Servicedirektiv og prioriteringen af arbejdskraftens fri bevægelighed. Dette er nu ikke tilfældet i den nylige sag fra Sverige, hvor chefen på en Sushi-restaurant ganske enkelt står anklaget for at have banket en af de ansatte.


Andre nylige blokader:
Syndikalistisk sit-in forløb roligt - Caféen Sebastopol på Nørrebro, København
Blokade gav overenskomst - Byggeblokaden mod Mønten
Selvbestaltet gruppe bag blokade mod færger - Gruppe under 3F i blokade af færgehandel



3. nov. 2008

EU snapper nu efter det danske pensionssystem

I denne artikel: EU Kommissionen mener at dansk pensionsordning strider imod EU lovgivning fra Flemming Leers (som er medlem af Enhedslisten) weblog ser det ud til at pensionsordninger for offentligt ansatte i Danmark, som de ser ud nu, står for skud i EU's kamp for fri konkurrence og frit udbud.

En igangværende fejde  mellem de tyske myndigheder og EU-kommissionen, ser ud til at danne præsedens for, hvordan kommissionen vil forholde sig til Danmark på området.

Når offentligt ansatte indbetaler til en pensionskasse, er der idag, ifølge EU-kommissionen, ikke frie nok rammer for hvilken én det skal være. Både på det danske og det tyske arbejdsmarked forgår pensionsindbetaling efter regler og praksis, som indgår som en del af hele det kollektive aftalesystem.


21. okt. 2008

Cowboy-vikarerne kommer

Så lige denne artikel hos Jyllands-Posten: Vikarer er arbejdsmarkedets cowboys

Vikarbranchen er et af de områder, hvor der er sket mest de sidste 10-15 år. Det er en yndet syndebuk for flere problemer, men mange glemmer hvilke ting, som denne piratbranche gør muligt, midt i den danske arbejdsmarkedsmodel. 

Mit første projekt på RUC handlede netop om det. Hvordan vikararbejde tilpasser sig, eller smyger sig igennem flexicuritymodellen og trepartssystemet. Det var en kritisk rapport vi skrev, kan jeg huske, og flere af pointerne bliver også nævnt i JP's artikel. 

Min gamle rapport hedder Prekarisering af Arbejdsmarkedet.

14. okt. 2008

Husk der er flere håndtag end beskæftigelsen

På forsiden af MetroXpress i sidste uge var en artikel, den lød "Nej tak til mere arbejde", og var , inspireret af Ugebrevets hovedartikel, som udkom samme dag (Ugebrevet A4 bliver flittigt brugt til historier af pressen.)

Artiklens hovedpointe er, at ganske få støtter op om at øge arbejdsugen, som regeringen, som noget nyt, gerne vil have. Inde i avisen kunne jeg læse en voxpop, hvor folk på gaden blev spurgt til det samme - flere af de adspurgte foreslog i stedet, at gøre det frivilligt at arbejde længere.

For cirka tre uger siden kom Arbejdsmarkedskommissionens forslag om at skære i dagpenge og efterløn på bordet. Statsministeren er dog red for at røre ved efterlønnen, derfor kommer forslaget om øget arbejdstid nu, tror jeg.

Sagen er den at vi er det land i verden med suværent højest beskæftigelse. Kun Island overgår os, men det er nok ved at ændre sig i disse dage. Fordi vi er så stærke på dette punkt kan det netop være svært at se logikken i at dreje på dette håndtag. Det skyldes måske at det fortsat er det håndtag, som er lettest at røre ved, uden at gøre befolkningen vrede.


Mere:
Nej tak til mere arbejde (MetroXpress 13/10-2008)